Krudt, kanoner og snaps
Agerskov Brændevinslaug var på en plukketur af de mere specielle. 13 medlemmer drog torsdag morgen til Kap Arkona på Rügen. Vi havde lejet en bus og stod selv for kørslen, hvilket gav os mulighed for undervejs at besøge bryggeriet Störtebeker i Stralsund. Her købte vi en rundvisning med smagsprøver og tankede ved samme lejlighed op i firmaets salgsbod. Her var øl og flasker og tilbehør i alle afskygninger og mærker, også Tuborg og Carlsberg, men det var nu ikke dem vi var på jagt efter. Vi skulle smage de lidt mere avancerede øl der er lavet på Havtorn.
Vi fandt dem også og konstaterede ved samme lejlighed at de også havde både snaps og likør lavet på havtorn. Og havtorn, det var den vi ville have fat i. På Rügen gror havtorn både som vild plante og i plantager og man kan købe næsten alt fra tandpasta til skønhedscremer lavet på havtorn og vi opdagede også at de bruger havtorn i meget af det de spiser. Vi havde lejet os ind på et gammelt gods som er under renovering med hjælp fra EU og hvor man holder markeder og store fester. Med vores medbragte bus, var vi meget mobile og besøgte mange seværdigheder. Nogle af dem var ret besværlige at komme til. Det ene sted skulle vi ned af en trappe på 550 trin for at komme ned på stranden.
Trappen var monteret i zig-zag ind i siden på klinterne og ikke alle var villige til at tage turen ned. Det tog et kvarter at komme ned på stranden, men det var det værd, der var simpelthen flot. Turen op tog lidt længere tid og megen luft. Vi var også ude at botanisere og fik plukket en mængde havtorn til vores kryddersnaps, vi fandt også Cikorie, Klitrose og Røllike. Vi benyttede også lejligheden til at se et festspil om piraten Störtebeker. Det var spektakulært, 9000 siddepladser og en scene hvor de havde gang i 17 rytter til hest og 3 Kogger ude bag på vandet og en masse brag og ild. Det kan godt anbefales. Det var en god tur hvor vi rigtig kom hinanden ved og fik gode kontakter, så vi prøver nok noget lignende til næste år. Nu skal vi bare i gang med krydderurterne og snapsen.
Ralf Conradsen
Skriver Agerskov Brændevinslaug.