August 2014

Sanketur

Lizzi fra Muspøt havde arrangeret en plukketur for Agerskov Brændevinslaug til Præsteskoven i Hellevad.
Medlemmer fra øst og vest, nord og syd samledes ved tankstationen i Hellevad og kørte så i samlet flok til Præsteskoven.


Lizzi fortalte om kælkebakken der så noget tam ud uden sne, men hun påstod at farten kunne blive ganske høj, ja næste farlig hvis man om vinteren ikke havde kontrol over ski og slæde.
Dybere inde i skoven kom vi til et flot shelter med borde og bænke og med en fin udsigt over en grøn tunneldal. Der er reklameret med at det er en madpakkeplads og jeg er overbevist om at madpakker der nydes her, absolut må smage ekstra godt.
Lidt længere inde i skoven var der med stensætning og en figur af en hjort eller en lama, vi kunne ikke blive enige, markeret et forhenværende kildespring, ja, sågar en Helligkilde. Jeg havde ellers som Alkymist sat min lid til at jeg her ville kunne få fat i vand med særlige kræfter, men kom nok et par hundrede år for sent.
Turens højdepunkt, var udsigtstårnet, herfra har man en fin udsigt over et landskab der er som taget ud af en turistbrochure.
Nu må vi ikke glemme at det var en plukketur, hvor vi skulle finde noget at putte på brændevin, så undervejs blev der plukket blandt andet vilde brombær, rønnebær og granknopper.

 


Turen sluttede i Lizzi og Christians gamle stald som de har lavet om til en hel gildesal. Her blev det delt ud af smagsprøver på de sidste nye kryddersnapse til de obligatoriske solæg.

Skriver
Ralf Conradsen