Royal Classic Aabenraa

Royal Classic.

Agerskov Brændevinslaug var i Aabenraa den forløbne weekend og havde en stand i forbindelse med Royal Classic. Ud over at der blev købt en del af vore krydderposer til fremstilling af kryddersnaps, blev der knyttet nogle gode kontakter. Blandt andre med Vibeke Erlang Christensen der er pottemager i Aabenraa og har firmaet keramiktak. Hun har lavet en flot snapseflaske i keramik. Ud over at være flot, er den så smart lavet, at man med kridt kan skrive på hvad flasken indeholder og da solæg og snaps passer godt sammen, har hun også kreeret et solæg fad med plads til krydderier. Hun har lovet at tage tingene med på kryddersnapsemessen den 5. oktober i Aabenraa. Et besætningsmedlem på en af bådene ankede over at vi havde en Kogge Dram, men ingen Skonnert Dram. Jeg lovede, at hvis han kunne skaffe et billede af den skonnert som han sejlede med, ville jeg lave en Skonnert Dram til om søndagen. Han skaffede et billede, og jeg måtte derfor hjem og fremstille en Skonnert Dram i løbet af natten. Det lykkedes, med etiket og mærkeblad og var en succes. Vi er indstillet på at deltage i 2015 hvis muligheden visser sig, det er mægtig sjovt, man får snakket med en masse interessante mennesker der også brænder for kryddersnapse.